Nyt fra HBs it-funktion
30.1.03
 
1 år fødselsdag.
'Nyt fra HBs it-funktion' har for nogle dage siden rundet et skarpt hjørne: 1 års dagen! Den 21. januar 2002 postede vi for første gang.
Tag en tur i arkiverne....
0 comments
29.1.03
 
Ud med .com og e-tilføjelser.
Computerworld skriver, at SAP som en af de sidste nu fjerner .com, .landekode og e-tilføjelser på deres firmanavn, slogans og produkter.
I KKB har vi sådan set kun eRessourcer af den slags, så måske bliver vi en del af frontbølgen, simpelthen ved at være langsomme. Lidt ligesom tøj fra 70'erne, der bliver moderne igen, bare man gemmer det længe nok.
0 comments
 
ALA protesterer mod censur på bibliotekerne.
Efter 11. september 2002 har USA’s regering givet FBI vidtgående beføjelser til at skaffe sig adgang til oplysninger fra bibliotekerne. Lige som censurere medierne (via den såkaldte Patriot Act). USA’s bibliotekarforbund, ALA, har i en resolution fra 23. januar 2003 protesteret mod dette sidste indgreb i ytringsfriheden. (Se fulde tekst på:)
www.ala.org/alaorg/oif/reaffirmifprinciples.html
Resolutionen er kort, men klar og udtrykker at sådanne tiltag ikke passer sig for et demokratisk samfund.
0 comments
28.1.03
 
Hele Danmarks biblioteksportal er gået i rødt ... og grønt
En utaknemmelig opgave at lave nyt design og ny funktionalitet på vores allesammens bibliotek.dk.
Er det så lykkedes? Det må brugerne afgøre (men kønt er det ikke, synes denne bruger). Hvem ville ikke gerne være en flue i webmasterens postkasse i de næste dage?
0 comments
27.1.03
 
MetaLib/SFX kontrakt med svenske biblioteker.
126 biblioteker i det sydlige Sverige har indgået kontrakt med Fujitsu Invia om levering og licens på MetaLib og SFX. Fra pressemeddelelsen
"Det system vi vill pröva innebär inte ett nytt biblioteksdatasystem utan är en internetportal som i ett brukargränssnitt söker i både kataloger över tryckt material, elektroniska fulltextresurser och i sökögonblicket skapar länkar. Det är en hybridlösning som möjliggör sökning i alla sorters bibliotekskataloger och i olika former av nättjänster. Portalen ska samla och integrera länsbibliotekens och lånecentralens samtliga digitala resurser, t.ex. bibliotekskataloger, bibliografiska databaser, fulltextdatabaser, ämneskataloger, länkbibliotek, webbplatser, sökmaskiner, e-böcker, bilddatabaser mm. Systemet kan definiera profiler som gör det lätt för den enskilda brukaren att navigera och lokalisera relevant information".
Læs mere om MetaLib og SFX på Fulitsu Invias hjemmeside.
0 comments
25.1.03
 
Pjecebasen.
Det går helt fint med benyttelsen af pjecebasen, melder Informationen på HB: fra 1. marts til 1. december 2002 havde basen 9.300 besøgende.
En søgning på Google viser, at adskillige biblioteker linker til os, når det gælder fremfinding af pjecer. Enkelte andre biblioteker vedligeholder som os en egen pjecebase, men så vidt et par hurtige check viser, linker de ikke direkte til pjecen på nettet, som vi gør (når pjecen er tilgængelig på internet, forstås).
Et godt produkt, som vi kan være stolte af.
0 comments
 
”Internettet løber tør for plads”
- lyder en overskrift i ”Illustreret videnskab” fra november 2002. Hvilket kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen. Det er dog en pladsmangel der kun gælder adresser. Der er aktuelt kun plads til godt 4 mia forskellige IP-adresser, tilmed skævt fordelt, idet USA (selvfølgelig) har taget broderparten. De forventes at være opbrugt i 2005. I de kommende år vil man ændre systemet så hvert enkelt menneske i teorien vil kunne råde over milliarder af adresser. Så ”pyha”.
0 comments
24.1.03
 
Eksempel på søgning på tværs.
På Joyner Library (East Carolina University) kan man søge i mange forskellige ressourcetyper på en særdeles brugervenlig måde. Check det selv her systems.lib.ecu.edu/piratesource/.
Fremgangsmåden er forbilledlig enkel i tre trin, og resultatvisningen tilsvarende overskuelig.
0 comments
23.1.03
 
Adgang hjemmefra til bibliotekets online-abonnementer.
Blandt vores elektroniske licenser er der kun en enkelt - EBSCO - som vi i følge licensbetingelserne har lov til at give vores registrerede brugere adgang til fra egen computer/hjemmefra.
Flere biblioteker, bl.a. Århus og Odense, er begyndt at udnytte denne mulighed ved at tilbyde deres brugere et brugernavn og password til EBSCO. Ikke den optimale løsning, fordi biblioteket skal holde styr på udleverede brugernavne og passwords, og brugerens hukommelse belastes med endnu en kombination...
Edb-afdelingen arbejder i stedet med en anden løsning, som skal gøre det muligt at logge på med cpr-nummer og den almindelige pinkode og derefter lodses videre til EBSCO, som om brugeren kom fra vores computere (vores ip-adresse).
Men, men ... vi har som sagt kun én licens. Foreløbig! Los Angeles Public Library har allerede en hel stribe!
0 comments
21.1.03
 
Hullet i muren: et bemærkelsesværdigt eksperiment.
En indisk fysiker Sugata Mitra gennemførte i 2000 et eksperiment i en slumbebyggelse i New Delhi. Han monterede en computer med trykfølsom skærm i en mur - og så forlod han stedet, men fulgte med på afstand ved hjælp af et videokamera og et overvågningsprogram på computeren. I løbet af en uge havde de 6 - 12 årige børn, som havde ingen eller meget lidt skolegang bag sig, lært sig selv at surfe på internet og at tegne på computeren. Da de én gang havde fået vist at man kan afspille musik på computeren, fandt de hurtigt ud af at hente afspillere og finde musik på internet.
Sugata Mitras konklusion er, at det er spildte kræfter at undervise børn i computerbrug - de skal i stedet tilbydes adgang og så sørger deres naturlige nysgerrighed for resten.
Læs mere i et interview med Sugata Mitra.
0 comments
20.1.03
 
Blog konference.
Uha da, nu tager det fart: Donau Universität arrangerer en todages europæisk konference om blogging "BlogTalk - A European Conference On Weblogs: Web-based publishing, communication and collaboration tools for professional and private use".
Sjovt nok har vi overvejet noget lignende i samarbejde med en blogger i Telestyrelsen.
0 comments
19.1.03
 
Slagelse Bibliotek.
Hele biblioteket har fået ny udgave af hjemmesiden. På samme måde, som vi planlægger med bibliotek.kk.dk, er der et særligt børneunivers, som kan beses her.
0 comments
16.1.03
 
Revideret Netmus statistik.
Med et nyt statistik modul fra firmaet bag vores afspiller Prosafe kan vi nu give nogle mere realistiske tal for brugen af Netmus. Det totale antal lånere, der har brugt Netmus siden åbningen er 683 i KKB, antal aktive brugere (bruger sessioner) 3316, antal udlån 2703 og antal afspilninger 84809.
Den statistik, vi kørte den 8. januar viste 9666 aktive brugere og viste sig at være en systemfejl. Det rigtige tal er 3316.
0 comments
15.1.03
 
Biblioteksgransket materiale om Skåne.
I efteråret åbnede Skånewebben med den manende undertitel 'biblioteksgranskat skånematerial'.
Skånewebben er unik (skriver de), fordi den er:
- den första regionala söktjänsten med kvalitetsgranskade webbplatser.
- heltäckande både ämnesmässigt och geografiskt.
- erbjuder möjligheter att söka både geografiskt och ämnesvis bland länkarna och att kombinera olika sökningar.
- en icke-kommersiell och kostnadsfri söktjänst.
Bag Skånewebben står Länsbibliotek Skåne, Lunds Universitets Bibliotek/NetLab og Lånecentralen i Malmö.
0 comments
 
Mere censur i Kina.
Politiken rapporterer, at de kinesiske myndigheder har lukket for adgangen til blogspot, som også hoster denne weblog (nok ikke så afgørende for størsteparten af de kinesiske brugere, at de ikke har adgang til 'Nyt fra HBs it-funktion').
For et halvt år siden lukkede myndighederne for adgang til Google, og nu er endnu et åndehul altså lukket af.
0 comments
14.1.03
 
Norge har fået en lightversion af Biblioteksvagten.
Kan findes på adressen Bibliotekvakten.no. 14 biblioteker deltager i afviklingen, som har åbent for chat tre timer dagligt mandag til fredag. Deichmannske Bibliotek står for besvarelsen af e-mailspørgsmålene og lover svar inden næste "virkedag".
Et lidt forkølet tilbud i forhold til vores egen Biblioteksvagt.
0 comments
 
eDag.
Den 23. september 2003 er af Regeringen, KL, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune udnævnt til at være eDag. "Digital udveksling af informationer og dokumenter skal fremover være hovedlandevejen i den offentlige sektor – papirpost undtagelsen", skriver Projekt Digital Forvaltning.
Læs pressemeddelelse og FAQ.
0 comments
13.1.03
 
Dansk: for lille et sprogområde til faglitteratur? (frit efter Kristen Poulsgård)
En stikprøve dags dato over materialer på hovedbiblioteket med mere end 10 reserveringer viser, at 54 faglitterære bøger (83 og 83.8 ikke medtaget) optræder på denne liste over superreserverede bøger. Af de 54 er 33 titler på engelsk! Så enten køber vi for få eksemplarer, eller vores brugere vil lige så gerne læse på engelsk, eller bøgerne findes ikke på dansk - eller en blanding?
For skønlitteraturens vedkommende står dansk stadig distancen!
Og forresten fylder skøn- og faglitteraturen 1½ side, mens cd'er og video fylder side 3 og side 4 og side 5 og side 6 ....
0 comments
10.1.03
 
Besøg på www.kk.dk sammelignet med besøg på www.bibliotek.kk.dk.
Bibliotekernes hjemmeside har flere besøg end kommunens - i dec. havde vi 120.893 visitor sessions og kommunens website 94.501, samme mønster gælder for november 131.072 (KKB) og 117.340 (KK).
Vores statistik kan ses på fiolen.
0 comments
 
Kikset artikel.
Henrik Døcker, journalist på Ritzau, har begået en ret mystisk artikel, som bl.a. er blevet bragt i JyllandsPosten (se i Infomedia eller i den fysiske avis 8 januar 2003, 1 . sektion side 9) under overskriften "Biblioteker med meget andet end bøger".
At artiklen er kikset, skyldes altså hverken Børge eller denne blogskribent!
0 comments
9.1.03
 
Det interaktive børnebibliotek.
Ovre i Århus findes der et Center for Interaktive Rum og Bygninger, som forsker i en lidt anderledes form for "IT allevegne" (pervasive computing). I øjeblikket arbejder forskere ved centret sammen med Danmarks Pædagogiske Universitet om at udvikle landets første interaktive skolerum, hvor eleverne kan bruge ny IT-teknologi præcis der, hvor de har brug for den. Det kan være i mobiltelefoner eller andet bærbart udstyr, i vægge og i bøger.
Et andet projekt, som centeret skal i gang med, kalder de det interaktive børnebibliotek: "Projektet omkring Det interaktive børnebibliotek skal skabe et koncept for indretning af børnebiblioteker. Konceptet og de indhøstede erfaringer skal indgå i det kommende Multimediehus i Århus. Det skal endvidere kunne anvendes af børnebiblioteker og børnekulturelle institutioner i almindelighed".
Læs mere i Erhvervsbladet eller på Katrinebjerg.net
0 comments
 
Netmus.
Statistik for København fra 28.11.02 – 08.01.03: antal udlån 2.467, antal afspilninger 77.043 (heraf 43.474 af Superheroes: Do you wanna dance), antal brugere 9.666 (skal forstås som bruger sessioner, dvs. at det også er tilbagevendende brugere. Desværre har vi ikke tal for unikke brugere).
Lånerkommentarer:
”Det er et godt initiativ i har gang i, og jeg ser frem til at benytte det flittigt”.
"Jeg synes, at net-mus er et fantastisk godt initiativ, der fortjener stor ros. Jeg har kun testet systemet kort, da jeg fandt, at mine foretrukne musikgenrer ikke var kommet online endnu. Men til gengæld fik jeg mulighed for at høre noget musik, som jeg ikke havde samme lette tilgang til som tidligere.”
”Spændende projekt!!! Godt der er nogen der tænker seriøst over fremtidens distribution af musik!”
”København er igen foran..... og lad os så få noget hård trance og techno istedet, og mindre musik til det cigar rygende publikum”
Der er også kritiske kommentarer: ”Hvad er nu meningen med at understøtte specielle formater på internettet?” (Netmus kan kun afspilles på windows-platformen).
Svaret på det og kommentarer om indholdet er, at Netmus er det muliges kunst, men under stadig udvikling!
0 comments
8.1.03
 
Groft sagt!
I Berlingske i dag kommenterer Claes Kastholm Hansen på Ritzau-interviewet med Børge Sørensen. Under overskriften levebrød skriver han blandt andet:
"Bibliotekernes primære formål er at stille bøger til rådighed for befolkningen og ikke gradvis at udvikle sig til elektroniske legestuer for alverdens tidsfordriv - i et let gennemskueligt forsøg på at opretholde et så højt besøgs- og udlånstal, at antallet af normerede bibliotekarstillinger kan fastholdes til evig tid".
Hm, i 2002 havde vi hver dag 3.899 besøg på hjemmesiden - det bliver til en del tidsfordriv, Claes Kastholm.
0 comments
7.1.03
 
Lang lørdag på hovedbiblioteket.
Første lørdag med længere åbningstid gik godt: mellem kl. 14 og 15 gik 400 brugere ind på biblioteket, og mellem 15 og 16 yderligere 200. Godt gået på den første dag, hvor mange garanteret ikke har været klar over det endnu.
0 comments
6.1.03
 
Interview med Børge Sørensen i flere medier.
Ritzau har udsendt et interview med Børge, der 6. januar er optaget i MetroXpress "Færre låner bøger på biblioteket" og i Politiken "Mere IT på bibliotekerne".
0 comments
5.1.03
 
ditnavnATditfirma.dk
Ind i mellem støder man på emailadresser, der er skrevet på denne måde (AT er den engelske betegnelse for snabel-a). Og hvorfor nu det, når man da bare kan skrive ditnavn@ditfirma.dk? Jo, begrundelsen er, at man på denne måde kan snyde de robotter, der samler emailadresser til spam mail.
Sikkert en stakket frist. Robotterne skal nok lære tricket.
0 comments
3.1.03
 
One book, one Kalundborg.
Politiken skriver i dag, at Kalundborg i næste uge sender 10.000 eksemplarer af Leif Davidsens "Den russiske sangerinde" til alle husstande i kommunen. At hele byen læser den samme bog, vil - forhåbentlig - betyde, at mange snakker om den og dermed får en fælles oplevelse. Biblioteket følger op med en stribe arrangementer, der afvikles i løbet af et par måneder.
Ideen stammer fra USA, hvor Seattle satte bølgen i gang med "If all of Seattle read the same book" og har siden spredt sig til en stribe byer. Se listen over deltagende biblioteker. Der er foreløbig ikke noget at se på Kalundborg Biblioteks hjemmeside, men det kommer vel...?
0 comments

Powered by Blogger