Nyt fra HBs it-funktion
31.5.02
 
Virksomhedsregnskab.
Virksomhedsregnskab for KKBs centralbiblioteksvirksomhed 2001 er i dag sendt til Biblioteksstyrelsen og samtidig offentliggjort på vores website.
Resultaterne fra de spørgeskemaer, som lokalbibliotekerne har udfyldt, indgår blandt meget andet i virksomhedsregnskabet.
0 comments
 
Først gik det så grueligt galt for musikken..
..nu er turen kommet til filmene. Computerworld skriver, at antallet af filmpirater på nettet i løbet af det seneste år er steget med omkring 20 procent. Man skulle jo have troet, at filmbranchen havde set skriften på væggen med Napster (og alle de andre fildelingsnetværk) og have set i øjnene, at det er umuligt at sikre sig 100% mod digital kopiering.
Det er en ny forretningsmodel, der skal til: hvis prisen er rimelig (enten leje eller køb), så gider langt de fleste ikke bruge tid på at søge efter de illegale kopier, installere mere eller mindre velfungerende klienter, blive afbrudt midt i en download (velkendte problemer i fildelingsnetværkene).
0 comments
30.5.02
 
God latin for biblioteksansatte.
Biblia, kriger bibliotekaren, har en stribe uundværlige latinske sætninger. Feks. i disse situationer:
Den sædvanlige mængde bibliotek.dk bestiilinger: Veni, vidi, volo in domum redire! (Jeg kom, jeg så, jeg vil hjem).
Hvis man skal smide en bruger ud: Es debilem vinculum, vale! (Du er det svageste led, farvel)
0 comments
29.5.02
 
Bærbare pc'er er skadelige for helbredet....
skriver norske Nettavisen. En bærbar er ikke egnet til flere timers arbejde, fordi afstanden mellem tastatur og skærm er konstant, og brugeren ikke har lige så stor mulighed for variation som på stationære maskiner. Faren for museskader og træthed i øjnene er også større.
Nu er der nok heller ikke mange af os, der arbejder ved bærbare dag ud og dag ind ...
0 comments
28.5.02
 
Søgning i KKB arrangementskalender.
Der har i lang tid været problemer med søgning i KKBs udtræk af Kultunaut. Men nu virker det! Prøv f.eks. en søgning på Jagtvej/Øbro og sæt flueben i 'for børn'-boksen - fluks kommer 4 børneteaterforestillinger.
0 comments
 
Nyt websted om bioteknologi.
BioTIK-portalen er resultatet af et tværministerielt samarbejde med det formål at bringe bioteknologien i øjenhøjde med forbrugerne. Der er informationer om bioteknologi, partiernes holdning, nyhedsbrev, diskussionsforum osv.
0 comments
27.5.02
 
Intranettet som personlig portal.
Milliarder af kroner kan spares ved at indføre personlige portaler til medarbejderne på virksomhedernes intranet, skriver Computerworld. Portalerne er skræddersyet til den enkelte medarbejder og kan for eksempel indeholde databaser, statistikker, kalender, e-mail, nyheder, e-handels-link til det lokale supermarked, online-bestilling af forretningsrejser, information om personaleforhold og videokonference.
Kommunens nye intranet, KKnet2, kommer til at indeholde i hvert fald nogle af disse funktioner. Foreløbig er KKnet2 kun forsinket 1 års tid...
0 comments
24.5.02
 
Chatman.
I nyeste nummer af BiblioteksPressen (14. maj) er der en artikel om projektet Chatman, som Silkeborg Bibliotek, DBC og IndexData har udviklet. Chatman er en utraditionel brugergrænseflade for børn og unge, en mellemting mellem et chatprogram og en søgemaskine (der søger i bibliotekets katalog og BibHit-ressourcer). Desværre har BiblioteksPressens journalist glemt at opgive url'en, men Chatman kan findes og prøves her: http://www.indexdata.dk/chatman/silkeborg/movie.html
0 comments
 
Fra vores egen hjemmeside.
Lene Knudsen / HBlæs har sin egen EU Info Point-side. Blandt meget andet kan man der finde et lille arkiv med billeder af forskellige besøgende fra nær og fjern. Nyeste billede er af EU parlamentarikeren Ole Andreassen, som har været på visit i dag, og Børge Sørensen.
Endnu engang vil vi gerne reklamere for muligheden for at abonnere på nyhedsboksen på kkb.bib.dk. Det helt aktuelle abonnentment-tal: 714! Som personale kommer man på den måde automatisk omkring vores fælles webside.
0 comments
23.5.02
 
Smukt website om Skånes historie.
Terra Scaniae er et flot, flot website med store ambitioner: Skånes historie fra istid til nutid. Målgruppen er hovedsageligt børn og unge, men også et voksent publikum vil kunne få udbytte af websitet. For danske børn vil det svenske sprog nok være en stor mundfuld.
Der er masser af spændende stof på siden: interaktive kort, filmklip, læs eller lyt til personlige beretninger, men også meget tekst. Her i 2002 kommer et værktøj "Bliv historiedetektiv", som skal hjælpe børn og unge med at finde og vurdere historiske oplysninger og kilder.
De største bidragsydere til projektet er Region Skånes kulturforvaltning, Kultur Skåne, og Stiftelsen Framtidens Kultur, etableret af den svenske regering.
0 comments
 
Big Brother i Harrods.
Det ærværdige stormagasin i London har finansielle problemer - måske er det grunden til den specielle afart af Big Brother, der i øjeblikket kan ses enten live i Harrods vinduer mod Brompton Road eller på internettet via web-kameraer.
I hvert fald er en familie på 4 flyttet ind i udstillingsvinduet i syv dage, omgivet af de nyeste digitale produkter fra LG Electronics. Den koreanske elektronikgigant har bl.a. leveret et køleskab med berøringsfølsom skærm, som kan beregne næringsværdien af hvert måltid, vaskemaskiner, mikrobølgeovn og klimaanlæg.
0 comments
 
Valus.
Så er det første danske mikrobetalinssystem på nettet: Valus er det ikke så velvalgte navn (Valo, Persil...).
Man kan sammenligne mikrobetalingssystemer med de kontanter, man går rundt med i lommen for at betale mindre beløb.
Fordelen for forbrugeren er først og fremmest sikkerhed: hvis man f.eks. har indbetalt 200 kr på sin Valus-konto, behøver man ikke at bruge sit dankort (og opgive følsomme data til ukendte forretningsdrivende). Fordelen for firmaer er (sandsynligvis), at de sparer dyre gebyrer til PBS for transaktioner med dankort eller andre kreditkort.
Desværre ser Valus' database ud til at være gået ned her dagen efter lanceringsdagen - hm!
0 comments
 
BiblioteksVagten.
I følge referatet fra seneste styregruppe-møde satte BiblioteksVagten ny rekord i uge 16: 357 spørgsmål – og det skal "bemærkes, at der ikke har været tale om markedsføring af betydning i de seneste 5-6 måneder". Styregruppen besluttede desuden at nedsætte et kvalitetskontrol-korps, som skal foretage stikprøvekontrol på BiblioteksVagt svar.

I samme referat fremgår, at Sverige har en tilsvarende tjeneste Fråga Biblioteket. Tjenesten minder meget om vores egen (mon de ikke har skævet over sundet?), men har i øvrigt en facilitet, som det kunne være rart at have på den danske: nemlig muligheden for at se nogle af de tidligere spørgsmål (anonymiserede) og besvarelser.
0 comments
22.5.02
 
GIS kort og bibliotekerne.
Afd. HIS har sammen med Kampsax udbudt et projekt til de studerende på biblioteksskolen (det erhvervsrelaterede projekt på 7. semester). Projektet går ud på at undersøge, hvordan digitale kortinformationer v.hj.a. GIS (geografisk informationssystem) på en nem og pædagogisk måde bliver tilgængelig på landets biblioteker.
Eksempler på kommunens brug af GIS kan ses på kk.dk. Klik under By & Trafik.
0 comments
 
Bibliotekar i den nye Star Wars film.
Som man vil vide, hvis man har set den nye Star Wars film, optræder der en ældre bibliotekar, Jocasta Nu, med en frisure, der må være stjernernes svar på knolden i nakken. Studér fruens frisure nærmere her.
Denne bibliotekar svarer den unge Obi Wan Kenobi, der søger efter oplysninger om en bestemt planet: "Well, if it's not in the archives, it must not exist". En forbavsende tillid til egne samlinger - lad os aldrig forfalde til den slags.
0 comments
 
Virtuel læsesal.
Erik Høy gør opmærksom på refdesk.com. På trods af et meget forvirrende og uoverskueligt design, er det noget at hente viser et par stikprøver, som Erik har foretaget.
Det kan anbefales at bruge refdesk'ens sitemap til at få et lidt bedre overblik.
Siten er sandsynligvis rimelig hurtig i dagtimerne, indtil amerikanerne vågner op sidst på eftermiddagen, men ved 21-tiden dansk tid, går det meeeeget langsomt.
0 comments
 
Netmus i vælten.
Der er en artikel i dag i Politiken om KKB og FKBs projekt Netmus, som handler om at stille musik til rådighed for vores brugere via internet.
Desuden har der været et interview med Kirsten Raith fra FKB i middagsradioavisen onsdag. Det kan høres på DRs hjemmeside. Se efter linket i højre spalte.
0 comments
21.5.02
 
Demo'er fra Google.
Hver dag sin Google nyhed! På Google Labs kan man prøve nogle af de teknologier, der arbejdes med. Det drejer sig altså om demoer, så forvent ikke fuldt færdige løsninger - endnu.
4 demoer kan prøves lige lige:
1) Google Glossary - find definitioner på ord, fraser og akronymer. På engelsk forstås.
2) Google Sets - "automatically creates related lists of items"
3) Stemme søgning - søg på Google via telefonen
4) Google tastatur-genveje - naviger i søgeresultater uden brug af musen. Prøv den.
0 comments
 
SkrivOpgave statistik.
Der foreligger nu statistik fra 2 forskellige datoer, nemlig den 15. april og den 15. maj. Den 15. april havde siden 467 unique visitors, og samme dato i maj 317.
Det vil sige, at der har været en mindre tilbagegang, men det er både forventeligt og naturligt: der bliver ikke lavet mange opgaver i folkeskolen i maj, og i gymnasiet begynder eksamen i denne måned.
Siden åbningen har siden haft 24730 besøgende - flot tal.
Hele statistikken kan ses på projektsiden.
0 comments
20.5.02
 
Værdigrundlag.
Som bekendt har Københavns Kommune et værdigrundlag - det kan læses her. Prøv lige at sammenligne med Googles værdigrundlag, som her følger i en hurtig oversættelse:
1) Fokuser på brugeren og alt det andet følger automatisk.
2) Det er bedst at gøre én ting virkeligt godt.
3) Hurtigt er bedre end langsomt.
4) Demokrati på nettet virker.
5) Man behøver ikke at sidde ved sit skrivebord for at behøve et svar.
6) Man kan godt tjene penge uden at være ond.
7) Der er altid mere information derude.
8) Behovet for information overskrider alle grænser.
9) Man kan godt være seriøs uden et jakkesæt.
10) Glimrende er ikke godt nok.
Læs hele værdigrundlaget her. Den type udsagn er oplagte til diskussion i stedet for vores egne, som ingen kan være uenige i.
0 comments
17.5.02
 
Find en legeplads i København.
Københavns Kommune har en vældig god tjeneste til småbørnsforældrene. Der findes over 100 legepladser i kommunen, så det kan være svært at finde den rigtige, men ved hjælp af denne lille fikse søgefunktion kan man fritekstsøge eller søge i kategorier.
0 comments
 
Elektronisk selvbetjening igen.
Det forekommer lidt underligt, at vores elektroniske ydelser (søgning og reservering, besked på mail, nye bøger indenfor selvvalgte områder) ikke er nævnt. Se kommunens liste her.
Mon det er bevidst eller en forglemmelse?
Det er forresten også muligt at se alle lokalplaner i fuldtekst (kræver Acrobat Reader). Se under By & Trafik.
0 comments
16.5.02
 
Korrektion til indlæg om elektronisk selvbetjening.
Vi skrev den 11.5., at kommunen sender en pinkode til folkeregisteradressen, og hvis kommunen kan, må bibliotekerne vel også kunne.
Det skal dog lige tilføjes, at pinkoden faktisk tilsendes på samme måde som en dankort pinkode, altså uberørt af menneskehånd. Koden er maskingenereret, så dermed er det ikke helt så enkelt at overtage til vores system.
0 comments
15.5.02
 
Lovlig internetmusik på vej til biblioteksbrugere i København og på Frederiksberg.
København og Frederiksberg har i går udsendt pressemeddelelse om projekt Netmus:
KKB og FKB har indgået aftale med firmaet Prosafe om et forsøg med at give adgang til musikfiler via internet. Prosafe tilbyder via Digital Rights Management systemet beskyttelse af musikfiler mod kopiering og videredistribution. Systemet kan afprøves på firmaets hjemmeside. De to biblioteker har haft positiv kontakt til flere pladeselskaber. Forsøget, der er støttet er Biblioteksstyrelsen, forentes igangsat i august under det fælles navn Netmus og vil i første omgang omfatte 1000 brugere, som kan "låne" musikfilerne i 30 dage. Adgangen til filerne sker via de to bibliotekers hjemmesider.
Pressemeddelelsen kan læses på vores egen hjemmeside og er foreløbig omtalt i Computerworld og Urban.

Mere internetmusik
DBC Medier og Viatone har indledt samarbejde om digital distribution af nordisk og nordeuropæisk rockmusik til download via bibliotekerne. Et tilbud til bibliotekerne på min. 200 titler forventes at være klar i løbet af sommeren, men interesserede biblioteker kan henvende sig allerede nu. Læs mere på DBC's hjemmeside.
0 comments
 
Interessant kort-tjeneste.
Kort & Matrikelstyrelsen har udviklet en tjeneste, de kalder Danmark før & nu, hvor man kan se f.eks. sin hjemegn for 150 år siden og nu, begge dele på ét kort. Søg enten på adresse eller stednavn, vælg derefter den rigtige og nu dukker dit kort op med en skyder, så du kan vælge, hvor meget du vil se af enten det nutidige eller det gamle kort.
0 comments
14.5.02
 
NTI messe i Bella Center.
Tirsdag, onsdag og torsdag er der N(etværk), T(elecom), I(nternet) messe. Der er gratis adgang.
It-funktionen har været på besøg tirsdag eftermiddag og har særlig set på e-learning, talesyntese, internettelefoni og videokonference - sjovt at se tingene in real life.
Der er masser af udstillingsstande at besøge, fra hardware (fx de nyeste pda'er) til software (fx linux) og lagkage, is og pandekager til gæsterne. Der er også nogle (hundedyre) seminarer, der lyder spændende. Dagens indledende taler på seminaret om e-learning var forresten fra firmaet Moch, der har været webbureau på skrivopgave.dk
Tag en tur i Bella Centret.
0 comments
 
Silkeborg biblioteks leder om storytelling.
På Silkeborg bibliotek samler de på gode historier om sig selv. Peter Birk bidrager i det nye nummer af DBC's blad "Viden om" med en artikel, han kalder "Storytelling i Silkeborg" - historiefortælling forstås her som en ledelsesform. Undervejs i artiklen er der mange sjove og interessante historier. Om dengang Silkeborgs webredaktør (i stedet for borgmesteren) afløste Jens Kramer Mikkelsen på talerstolen ved uddelingen af de 5 netkroner, om dengang den 4-årige mødte op på Peter Birks kontor for at takke ham personligt for bibliotekets nyindkøbte kamel, osv.
I forbifarten får Peter Birk også luftet nogle interessante fremtidsvisioner! En anbefalelsesværdig og underholdende lille artikel!
0 comments
13.5.02
 
Mød en futurolog.
Ian Pearson er futurolog ved British Telecom og inviteret som taler ved et møde den 7. juni, arrangeret af Institut for Fremtidsforskning. Københavns Kommune er medlem af instituttet, så det er gratis af deltage for KKB'ere.
Ian Pearson vil tale om prisen, der må betales for fremtidens fantastiske verden. Han foreslår, at vi burde overveje stærkere regulering af nye teknologier samt at vi bør have et mere åbent og ærligt forhold til teknologiudvikling.
Mødet afholdes i øvrigt på Hotel Hilton i lufthavnen, så har man ikke set det endnu, så er chancen der!
0 comments
11.5.02
 
Elektronisk selvbetjening.
Den 2. maj åbnede Helge Sander og Jens Kramer Mikkelsen kommunens nye 24x7x365 service: elektronisk selvbetjening.. Indtil videre - for dette er kun starten, lover kommunen - omfatter selvbetjeningen 28 forskellige områder, fra skift af læge til udmeldelse af børnehaven - se listen over muligheder her (under elektroniske ydelser).
Man skal have en pinkode for at betjene sig selv, den bestilles over nettet og sendes med posten til folkeregisteradressen. Man skulle mene, at vi kunne tilbyde vores brugere den samme service?
0 comments
 
Advarsel: pc'er er mere beskidte end toiletter!
Oplysningen stammer ikke fra Jysk Rengøring, men derimod fra mikrobiolog Chuck Gerba, University of Arizona. Læs mere i it-avisen og husk at vaske hænder efter arbejde.
0 comments
 
Hvad skal man tro?
En undersøgelse viser at brugere af ulovlige fildelingstjenester (Napster og lign.) bruger flere penge end tidligere til lovlige musikindkøb, en anden, at det forholder sig stik modsat (læs artiklen i it-avisen). Faktum er i hvert fald, at pladeselskabernes salg falder og de er dermed sultne efter andre forretningsmodeller.
En favorabel situation for de 5-6 projekter, der har fået støtte af Biblioteksstyrelsen til forsøg med musikformidling via internet, deriblandt naturligvis KKB selv med projekt Netmus.
0 comments
 
Forsøg med e-bogslæser på Rysensteen Gymnasium.
14 elever med engelsk på højniveau i 3.g deltog i et forsøg med ebogslæseren Hiebook. Alle elever i klassen brugte en Hiebook i perioden fra oktober 2001 til april 2002.
Forsøget, der blev støttet af tipsmidlerne, havde til formål at undersøge hvordan og i hvilket omfang en elektronisk bog kan supplere den traditionelle bog i undervisningen, at reducere omfanget af kopiering og at belyse forlagsmæssige, økonomiske og tekniske forhold omkring elektronisk distribution af tekster til undervisningsbrug.
Eleverne gav forsøget følgende karakterer:
- generel vurdering af ebogslæseren: 8,2
- deltagelse i forsøget: 9,1.
Leif Frederiksen, lærer og igangsætter, har lavet en webside om forsøget.
0 comments
10.5.02
 
Ny brugerflade til Danbib-adgang: netpunkt.
DBC har netop lanceret netpunkt, som giver adgang til danbib-posterne i en forbedret grafisk udgave. Særlig fiks er muligheden for med ét klik at slå op i ejerbibliotekets katalog for at se materialets status.
Adgangen til Netpunkt sker via brugernavn og kodeord, og Niels Hagensteen vender tilbage til HBs afdelinger med disse, lokalbibliotekerne skulle have fået deres. Indtil da kan man kigge på DBCs introduktion til netpunkt.
0 comments
8.5.02
 
Danmark nr. 5 i Accenture undersøgelse.
For første gang er Danmark med i den årlige eGovernment undersøgelse, der laves af Accenture. Undersøgelsen sammenligner 23 landes offentlige online services, og Danmark kommer ind på 5. pladsen efter Canada, Singapore, USA og Australien.
Rapporten ser nærmere på ni offentlige serviceområder og vurderer ydelserne både udfra såkaldt online modenhed og kundevenlighed. Desværre er biblioteker ikke et at de områder, som undersøges. DSB og Post Danmark nævnes, men ikke f.eks. bibliotek.dk.
Rapporten kan rekvireres gratis fra Accenture.
0 comments
 
Searchenginewatch
I den sidste måned har der været flere artikler om alle de forskellige metoder, som søgemaskiner benytter for at tjene penge og overleve. Det har selvfølgelig betydning for søgeresultaterne. Danny Sullivan skriver: "How search engines will make money continues to have a deep impact on the results searchers see".
Den nyeste udgave af Searchenginewatch-rapporten kan findes her.
0 comments
 
Ny bog udsendes først som e-bog.
It-journalisten Peter Hesseldahls nye bog "Den globale organisme" udsendes officielt den 14. maj. Men man kan allerede nu læse bogen som e-bog - gratis. I modsætning til papirbogen er den elektroniske udgave beriget med klikbare links til relevante websites og er tænkt som en service til dem, der i forejen har den trykte bog.
Bogen handler i øvrigt om Hesseldahls bud på den digitale fremtid. Her er citat fra foromtalen af bogen: "Medierne bugner af historier om nye fantastisk og foruroligende udviklinger af computere, robotter eller bioteknologi. Samtidig efterlyses værdier og visioner for fremtiden. Men det er sjældent at se konkret viden om den teknologiske udvikling sat ind i en større sammenhæng, så man kan forstå hvad det er for nye spilleregler der bliver gældende i de kommende år".


0 comments
6.5.02
 
Hypermoderne webdesign.
Brugervenlighed er ikke danske Kaliber 10000's mission, men derimod udforskning af nye webdesign-trends. Sikkert ikke Jakob Nielsens kop the - hans website om brugervenlighed ser unægtelig noget mere kedeligt ud.
0 comments
 
Bogbusser i Zimbabwe og Kenya trækkes af æsler og kameler.
Bogæslet medbringer selvfølgelig bøger, men giver derudover også adgang til internet, e-mail, radio, fax og telefon. Det klares ved hjælp af solceller, monteret på den æseltrukne vogn og satelitforbindelse. Fantasi er en fantastisk ressource!
inCite Magazine refererer fra en IFLA-rapport.
0 comments
 
Det Kongelige Bibliotek i utraditionelt samarbejde.
Ude på Amager Fælled tager flere og flere byggeplaner form. Men planerne begrænser sig ikke til byggeri, Ørestad Nord skal også være verdens førende elektroniske værksted i et samarbejde mellem det private erhvervsliv og den offentlige sektor. Foreløbig er tre projekter i støbeskeen:
Projekt A: Lokaliseret trådløst netværk
Projekt B: Stedsbestemte mobile tjenester
Projekt C: Virtuel uddannelse
Eksperimentet kaldes Crossroads Copenhagen. Det kongelige Bibliotek ser sin rolle i projektet som indholdsleverandør: "Vi forestiller os eksempelvis et mobilt leksikon, hvor vi kan levere en del af indholdet. De informationer, som man i fremtiden kan slå op på mobiltelefonen", siger Kim Gundersen, KB, til JPKøbenhavn den 1. maj.
0 comments
5.5.02
 
Fjernlånsrapport.
En gruppe under Benchlearning projektet har beskæftiget sig med fjernlån. Gruppen bestod af 4 storkøbenhavnske biblioteker: Høje-Taastrup, Ballerup, Brøndby og Lyngby.
En rapport er nu færdig og kan hentes på benchbib-hjemmesiden.
Rapporten indeholde flere interessante pointer:
- der er tilsyneladende intet belæg for formodningen om at folk ville skyde med spredehagl og bestille (alt for) mange titler i bibliotek.dk, for derefter ikke at hente dem.
- 54% af lånene kom allerede inden for den første uge og yderligere 14% i den følgende uge
- antal berøringer: et fjernlånsmateriale er igennem fra 15 til 27 sæt personalehænder.
0 comments
 
Internet-handel i vækst.
Flere og flere danskere har overvundet usikkerheden ved at handle med dankortet på internet, viser tal fra PBS.
Det ville være en god service at tilbyde vores brugere (...skyldnere), mon kommunen arbejder med muligheden for netbetaling?
0 comments
3.5.02
 
Biblioteksvagten.
BiblioteksVagten er en succes. Brugerne er generelt meget tilfredse eller tilfredse med kvaliteten af svarene og med BiblioteksVagtens serviceniveau i forhold til åbningstider, svartider, informationsniveau samt med hjemmesiden. De 26 – 45 årige udgør den største gruppe af BiblioteksVagtens brugere med 38%. Kvinderne udgør 55% - men specielt blandt de unge brugere er der en meget markant overvægt af kvindelige brugere. Det viser "En brugerundersøgelsen af BiblioteksVagtens profil, funktionalitet og kvalitet" gennemført af Steen Kabel fra Socialinform, Århus
"Men betegnelsen ”succes” skal i denne sammenhæng tages med forbehold ... Lidt provokerende kan man stille det omvendte spørgsmål om, hvorvidt det er en succes, at hver fjerde bruger ikke udtrykker tilfredshed med BiblioteksVagten".
0 comments
 
Ny interessant trend i England.
Læsegrupper er ved at udvikle sig til de nye scoresteder i England, skriver The Telegraph. Boghandlere og biblioteker rapporterer om en enorm stigning i antallet af deltagere i læsegrupper, hvor man diskret kan kigge på mulighederne.
Mon det er en tendens, der er slået igennem i de lokalbiblioteker, hvor man har læsegrupper? Send lige en mail...


0 comments
2.5.02
 
Armbånds-pda på markedet.
Så er det muligt at købe et armbåndsur med indbygget mini-computer. Producenten hedder Fossil og laver i øvrigt modeure, ikke computere. Wrist-pda'en, som lader til at være det officielle navn, kan i øjeblikket modtage informationer fra en anden pda via infrarød stråling. Pda'en kan bla. vise aftaler, to-do lister og adresselister.
Prisen er ca. 100$, og så skal du altså have en anden pda ved siden af, og igennem en trættende procedure med først at overføre information fra din pc til din pda og derefter til din wrist-pda. Læs mere om vidunderet i ZDNet
Så vi foreslår at klappe hesten lidt endnu.
0 comments
1.5.02
 
Digital signatur.
Den gyldige og sikre "underskrift" har været diskuteret mange gange i de senere år. Nu lover Helge Sander, at den bliver virkelighed allerede i år, skriver Computerworld.
I så fald burde det være muligt at melde sig ind som låner uden at møde op personligt, og det burde også gøre det muligt at få en pinkode uden personligt fremmøde. Særlig det sidste irriterer mange af vores brugere.
0 comments
 
Drenge er mest aktive brugere af internettet.
Ugebrevet Mandag Morgen har den 22.4. en længere artikel med overskriften "Nye medier forstærker gamle kønsforskelle". Drenge bruger internettet til spil, informationssøgning og leg med teknik, mens pigerne interesserer sig for at komme i kontakt med andre og bruger internet som kommunkationsredskab. Drengene lærer teknik og mentalt at kunne håndtere hastige forandringer, pigerne opøver færdigheder i at forholde sig til andre mennesker.
"Begge dele er i høj kurs i erhvervslivet, men jeg kunne godt tænke mig, at kompetencerne var mere ligeligt fordelt mellem de to køn," udtaler Birgitte Tufte, medieforsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
0 comments

Powered by Blogger