Nyt fra HBs it-funktion
30.4.02
 
Hvor mange (få..) brugere er der på lokalbibliotekernes hjemmesider?
Joan har netop offentliggjort tallene for marts måned, og det er faktisk uhyggelig :-) læsning.
Tager vi antal besøgende er Østerbro og Valby topscorere med henholdvis 5.200 og 4.700 unique visitors. Derefter tager vi et ordentligt hop nedad til de næste to, som ligger på henholdvis 1400 og 1100, og de resterende 13 lokalbiblioteker ligger under 1000 besøgende om måneden. Til sammenligning har KKB 42.000 besøgende.
Er det umagen værk, kan man måske tillade sig at spørge...
Kig selv på tallene.

0 comments
29.4.02
 
Brugervenlighed for ældre.
Sidste måned skrev Jakob Nielsen (internationalt kendt ekspert på brugervenlighed ... med dansk baggrund) om brugervenlighed for børn. Denne måned er det de ældre, der er i fokus:
44 ældre over 65 år blev udsat for en brugervenligheds-test. Ældre har mere end dobbelt så svært ved at bruge websteder som en kontrolgruppe bestående af yngre i alderen 21-55 år. Ikke overraskende er skriftstørrelse et problem, og Jakob Nielsen anbefaler, at designeren gør det muligt at ændre skriftstørrelse efter ønske. Det er også vigtigt, at der er god afstand mellem klikpunkter og at designeren overholder reglen om at besøgte links skifter farve.
I øvrigt er e-mail den mest brugte form for internet hos ældre.
Læs Jakob Nielsens artikel her.
0 comments
 
Harry Potter censur.
I USA er Harry Potter meget kontroversiel i visse (kristelige) kredse. Der har været flere tilfælde af bogafbrændinger, og enkelte biblioteker har ikke længere bøgerne eller låner dem kun ud med forældrenes godkendelse.
Hovedanken synes at være, at HP opfordrer til heksekunst. Læs mere på kidSPEAK! Webstedet hed tidligere 'Muggles for Harry Potter' - genial titel, som de af en eller anden grund har droppet.
0 comments
25.4.02
 
Børnekulturportal.
I sidste uge åbnede Børn & Kultur Portalen officielt ... og i trykket stemning i følge Politiken.
Børnekulturportalen drives af Kulturrådet for børn (som Brian Mikkelsen nedlægger) og Sekretariatet for Børnekulturnetværk (Danmarks pædagogiske Universitet). Målgruppen for portalen er bred: fra forskere, bibliotekarer, børnekonsulenter til almindelige borgere, emnet er børnekultur bredt.
I øvrigt er det muligt via portalen at tilmelde sig KKBs egen fredagspost og i den personlige profil vælge 'Børnekultur'.
0 comments
24.4.02
 
Juraport.
Vejle Biblioteks nye portal til jura-information er muligvis i orden rent fagligt, men som webside har den nogle problemer. Når man sætter en søgefunktion 'Søg med egne ord' helt frem på forsiden, skal den også fungere, og det gør denne her ikke! Almindelige søgeord som husleje, gift, presse eller forvaltning giver 0 hits. Oven i købet er der intet link fra resultatsiden tilbage til forsiden. Et andet sted findes et emne, som ikke er linket - om det skyldes, at der ikke findes ressourcer eller at webmasteren har glemt at linke, får stå hen i det uvisse.
Man har den almindelige netsurfers opmærksom i 9 sekunder - de er brugt!

Evaluering af BibHit.
En evaluering, en brugerundersøgelse og projektrapport er nu tilgængelige.
Projektets evaluator Susanne Thorborg (DBC) er ikke begejstret og skriver bl.a.:
- Brugergrænseflade og funktionalitet lever på mange punkter ikke op til de krav, man normalt stiller til elektroniske bibliotekskataloger.
- Selektionen af dokumenter til metadatabasen fremstår ofte som tilfældig.
- Katalogiseringen er inkonsistent og lever ikke op til de faglige krav, der normalt stilles til registrering i baser med større mængder data.
En brugerundersøgelse foretaget af to studerende på Ålborg-skolen er noget mere positiv. De to studerende skriver i konklusionen: Grundlæggende viser materialet, at BibHit-systemet fungerer efter hensigten og modsvarer den almindelige folkebiblioteksbrugers behov. Samtidig peger materialet på forskellige aspekter og problemstillinger, der kan medtages i den videre udvikling af systemet.
I projektrapporten diskuteres nogle af de fremførte kritikpunkter.
0 comments
22.4.02
 
Brian i modvind.
De danske kunstnere er rasende på kulturminister Brian Mikkelsen. Han vil ikke give dem den kompensation, som blev stillet dem i udsigt, da den digitale kopiering til privat brug blev gjort lovlig for knap et år siden.
Læs artiklen i Computerworld
0 comments
21.4.02
 
Velkommen tilbage, Søren (eller Marie eller Anna eller...).
Peter Hesseldahl (it-journalist) fortalte på en e-bogskonference i Randers om, hvorfor han bliver ved med at købe bøger hos Amazon, når der nu er så mange andre internetboghandlere. Han er simpelthen blevet et kendt ansigt hos Amazon, som p.gr.a. deres langvarige "forhold" anbefaler ham lige netop de bøger og andre ydelser, som han har brug for. Peter Hesseldahl har for et par år siden skrevet en artikel i Politiken om bla. fastholdelse af kunde-loyalitet.
Biblioteket har gode forudsætninger for at kunne tilbyde noget lignende: vi har rigtigt mange tilbagevendende brugere, og vi har et enormt vareudbud. Vi og vores brugere er i gang med et længerevarende forhold, men vi ved så godt som intet om den anden part på et personligt plan. Hvad læser låner xx i år og for to år siden, hvilke materialetyper låner hun, hvor tit kommer hun på det fysiske bibliotek og hvor tit på det virtuelle? I følge Hesseldahl og også mange foredragsholdere på konferencen Internationel Internet Librarian bliver den personlige tilgang helt nødvendig, og vores brugere vil forvente den.
Ud over de tekniske forhindringer for et sådant projekt, som vi kunne kalde MitBibliotek, er der de lovmæssige i forhold til persondataloven. Vi må ikke opbevare data om vores brugeres lån, og de oplysninger er piskenødvendige, hvis vi skal møde brugeren på det personlige plan.
0 comments
19.4.02
 
Udlåns- og besøgstal for første kvartal.
Statistikken for udlån for første kvartal i år viser en enorm stigning i udlån via web'en, hvilket jo naturnødvendigt må bestå i fornyelser - sammenlignet med første kvartal sidste år steg udlånet via web 103,3%. Samtidig er der en nedadgående tendens i udlånet over næsten hele byen med visse undtagelser (Nørrebros udlån steg 67,9%), men det samlede udlånstal er stort set det samme som sidste år. Tallene kan studeres nærmere på p-drevet.
Besøgstallet på HB (de samlede tal ser ikke ud til at være lagt på p-drevet endnu) har taget et ordentligt hop opad fra 193.032 i 2001 til 303.904 i 2002, en stigning på 36,4%.
Så hvordan hænger det liiiige sammen .... folk fornyer deres bøger i stor stil via internet, går på biblioteket hvert andet øjeblik, men låner ikke noget???
0 comments
18.4.02
 
Ny web-log.
På konferencen International Internet Librarian var et af foredragene om web-logs (eller bloggere), foredragsholderen var Peter Scott, som er en veteran og vedligeholder bloggeren Library News Daily .
Susanne Kierkegaard fra Roskilde Bibliotek og jeg blev bagefter enige om at udgive en web-log sammen, og den kan nu læses på www.bib-log.blogspot.com . Der er som med vores egen mulighed for at tilmelde sig et nyhedsbrev (skulle der være problemer med tilmeldingen, så send en mail til tora@kkb.bib.dk).
Tanken er, at 'Nyt fra HBs it-funktion' kommer til at koncentrere sig om KKB og ting, vi vurderer er af mere intern interesse, mens 'BiB-log'en' tager fat på emner af landsdækkende (og international) karakter.
God læselyst.
0 comments
17.4.02
 
Ny fodboldportal.
Dansk Boldspil Union har netop lanceret en ny fodboldportal - lige i tide inden verdensmesterskaberne i fodbold går i gang i maj. Her har man mulighed for at gense Henry Froms berømte tyggegummi-stunt i Rom i 1960 (kræver bredbåndsforbindelse), se Esbjergs stilling i yndlinge-ligaen, tilpasse siden til egne behov, spille 'Fodboldagenten' online og meget andet. Med andre ord: et omfattende og ambitiøst fodbold-site, der ser ud til at være lykkedes.
Omtale i Computerworld og i Politiken.
0 comments
16.4.02
 
Toilettet på nettet.
Det berømte køleskab, der selv via internettet kontakter dagligvareforretningen og bestiller letmælk og gulerødder, har fået en alvorlig konkurrent: det intelligente toilet, der bl.a. måler din fedtprocent og analyserer din urin. Læs Peter Hesseldahls (it-journalist) fascinerende og underholdende artikel om Panasonics fremtidshjem, hvor ALT er på nettet.
0 comments
 
Ændringer på KKBs forside.
Læg lige vejen forbi og se hvordan flere elementer har holdt flyttedag.
Desuden har Joan samlet alle de forskellige nyhedsbreve, som brugerne kan tilmelde sig, på én side.
0 comments
15.4.02
 
De første tal fra folkebiblioteksstatistikken 2001.
Er klar og kan ses på biblioteksstyrelsens hjemmeside.. Der er stadig et lille fald i udlånet, fra 72.464.549 i 2001 til 71.650.425 i 2002, udlånet af bøger udgør 73% af det samlede udlån.
Biblioteksstyrelsen foreslår følgende forklaring på det faldende udlån: "Årsagen til det faldende bogudlån kan søges i at flere og flere biblioteksbenyttere udnytter bibliotekernes ressourcer via Internettet"
Statistikken over brugen af bibliotekernes websider ser ud til at støtte denne forklaring: Antal sideeksponeringer på bibliotekernes websites i 2001: 7.280.437 og i 2002: 55.054.271! Man kan dog godt få en mistanke om, at disse tal ikke helt konsistente.
0 comments
14.4.02
 
For kryds og tværs entusiaster.
Webstedet 'Kryds og tværs på cd-rom' sælger, som navnet antyder, en cd-rom, men tilbyder også gratis online tjenester. Det er muligt at taste et ord ind og derefter få vist en række synomyner, lige som man kan indtaste de bogstaver i et ord, som man kender, og skrive spørgsmålstegn eller stjerne for dem, man ikke kender.
Fungerer glimrende for den almindelige bruger, men er muligvis ikke omfattende nok for super-løsere.
0 comments
13.4.02
 
Værd at vide, når man skriver til nettet.
9 sekunder! Så lang tid har man surferens udelte opmærksomhed, i følge Ted Selker, forsker ved MIT Media Lab.
Så skriv ultrakort!
0 comments
 
Elektronisk udsendelse af rykkere, hjemkaldelser osv.
e-Boks (ejet af KMD og DMdata) gik i luften omkring årsskiftet og tilbyder sikker forsendelse af "rudekuverter". Ca 20.000 er i dag tilmeldt systemet, hvor man f.eks. kan få sin BBR-ejermeddelelse sendt elektronisk i stedet for med almindelig sneglepost.
Fordelen for kunden er høj sikkerhed (PINkode, 128 bits kryptering) og et overskueligt eletronisk "ringbind", som altid er tilgængeligt, da der ikke er nogen tidsbegrænsning på kundens konto.
Fordelen for firmaer og kommuner er stærkt reducerede omkostninger ved forsendelser.
Der er p.t. ca. 200 kommuner tilmeldt systemet, København er desværre ikke imellem. Det ser ikke ud til, at nogen kommuner har brugt systemet til bibliotekets hjemkaldelser osv.....endnu!
Læs mere om e-Boks i Alt om net & PC pro, nr. 4, 2002.
0 comments
12.4.02
 
Amazon-salg af brugte bøger truer forfatternes indtægter.
Den amerikanske forfatterforening Authors Guild opfordrer til boykot af Amazon. Authors Guild mener at boghandlen direkte forsøger at lokke sine kunder til at købe brugte bøger i stedet for nye bøger ved at præsentere annoncer fra sit brugtmarked sammen med hver titel.
Amazon.com sender også en e-mail til sine kunder et stykke tid efter, at de har købt en ny bog, for at opfordre dem til at sælge bogen på sitets brugtmarked.
Læs hele artiklen i it-svar.
0 comments
 
Trafik fra bibliotek.dk til kkb.bib.dk.
I den seneste statistik (februar 2002) kan man studere dette tal lidt nærmere. Det viser sig, at sølle 1100 besøgende hos os kommer fra en reserveringsside i bibliotek.dk - et forbavsende lavt tal (selv om de nok alle 1100 resulterer i en reservering, som vi skal effektuere). Det drejer sig om det led i reserveringsproceduren i bibliotek.dk, hvor man får følgende besked: "Københavns Kommunes Biblioteker har selv bogen og ønsker bestilling foretaget i egen database."
Det totale besøgstal for februar er 40774. Statistikken for februar kan ses på fiolen
0 comments
11.4.02
 
Z39.50.
Er som bekendt en standard til samsøgning i biblioteksbaser. En stribe vestjyske biblioteket har med projekt Ringbib gennemført et forsøg med Z39.50 som basis for en regional bibliotekskatalog. Prøv selv en søgning.
0 comments
 
Børnekatalog på internet.
Lund Stadsbibliotek har udviklet en børneadgang til deres biblioteksbase. Der er præsentation (med gengivelse af forsiden) af nogle titler indenfor forskellige områder, fantasy, humor, kærlighed og lignende. Derudover kan man ved at klikke på træet få forskellige emneopslag i katalogen.
0 comments
 
Dagens citat.
Bjarne Stroustrup (den danske 'forfatter' til programmeringssproget C++) har udtalt:
"I have always wished that my computer would be as easy to use as my telephone. My wish has come true. I no longer know how to use my telephone."
0 comments
9.4.02
 
Kvalitetsvurdering af internet-sider.
Du har lige fundet det, du ledte efter på internet, men er i tvivl om, du kan stole på oplysningerne. Her er 4 tips til kvalitetsvurdering:
1. Hvem er forfatter og udgiver?
2. Forvis dig om forfatterens og udgiverens troværdighed.
3. Hvornår er informationen skrevet?
4. Verificer ved hjælp af andre 'hæderlige' kilder.
Læs mere om emnet på VirtualChase og på kompetencebib.dk (en del af Eriks Høys 'avanceret internet'-kursus).
0 comments
 
Erik Høys opsummering af den aktuelle søgemaskinesituation:
I det sidste års tid er Google blevet den mest populære søgemaskine. Men den har stadig store svagheder: a) Det kan vare op til et år for nye kvalitetssider at kravle til tops i listningen pga. Google's sorteringsprincipper (afstemningsprincippet). b) Når de rette hits ikke står øverst er der næsten ingen afgrænsningsmuligheder. c) Ud over det dækker Google ikke hele internettet.
Søgemaskiner generelt har et stort problem med underinddeling af mange hits. Northernlights maskinsorterede mapper blev aldrig nogen succes. Men ideen er videreført af Googles aktuelt skarpeste konkurrenter: Wisenut, Teoma og Alltheweb.
Wisenut er næsten på størrelse med Google, har lavet et til tider godt mappe-system, men er rendt ind i opdateringsproblemer. Teoma er meget lille og mangler mange af Googles øvrige faciliteter mens Alltheweb bygger på noget forældede sorteringsprincipper. Prøv dem alligevel!
0 comments
 
Den danske netordbog.
Sådan kalder en ny internetbaseret ordbog sig. Ordbogen er udarbejdet af Center for Leksikografi ved Handelshøjskolen i Århus, og indeholder p.t. 107.000 ord. Et opslag viser synonymer, antonymer (modsætninger), idiomer (fast ordforbindelse med en særlig betydning), orddannelser, kollokation (normal ordforbindelse) ordsprog o.l.
Selv om 107.000 ord forekommer lidt tyndt, virker de enkelte opslag gennemarbejdede og i orden.
0 comments
 
Database på kkb.bib.dk.
Så er vores første databaseløsning i sving (ja ja, vi har selvfølgelig haft biblioteksbaserne længe).
I venstremenuen på forsiden er der nu mulighed for at søge efter et bibliotek på (foreløbig) navn eller postnummer. Selve søgesiden findes selvfølgelig under 'Dit lokale bibliotek'.
Fidusen ved database-løsningen er, at det er muligt at søge på alle de felter, der er udfyldt i den bagvedliggende base - i dette tilfælde kunne det være de gamle forkortelser, kælenavne, bydele eller kvarterer (disse eksempler er altså ikke lagt i databasen endnu).
Det er lidt af en gennembrud, at det nu fungerer - og vi kommer til at se mere til den type løsninger.
0 comments
8.4.02
 
Gratis billedbehandlingsprogram.
GIMP hedder programmet (GNU Image Manipulation Program). Programmet er udviklet til Linux styresystemet, men findes også i en version til windows. Okay, installationsvejledninger osv. er noget langhårede (Linux-miljøet er bare sådan), men selve programmet minder i brugergrænseflade og funktionalitet meget om det hundedyre Photoshop. Programmet har fået fine anmeldelser.
Windowsversionen kan hentes her.
0 comments
6.4.02
 
Hvad hvis hele København læste den samme bog?
Eller Seattle, Chicago, Los Angeles, New York? Det har bibliotekerne i bl.a. disse amerikanske byer sat i gang de sidste par år. Det startede i Seattle i 1998 med ”If all of Seattle read the same book - a project designed to broaden and deepen an appreciation of literature through reading and discussion”. I år læser man Molly Gloss: Wild Life (ikke købt i KKB, og øjensynlig kun tilgængelig på Handelshøjskolens Bibliotek). Der er adskillige møder med forfatteren og mulighed for at diskutere online.
Ideen har spredt sig over hele USA og har for en måneds tid siden været omtalt i en artikel i Politiken.
0 comments
5.4.02
 
Påskekaos i udlånsekspeditionen.
Der har været virkelig tryk på i udlånsekspeditionen, efter at vi tog de nye skranker i brug. Påsken er traditionelt et af de tidspunkter, hvor bibliotekerne altid har haft meget travlt, og oven i købet er besøgstallet 400 større om dagen sammenlignet med de samme dage omkring påske sidste år. En mulig forklaring på det forøgede besøgstal kan være afhentning af bøger, bestilt over internet. Til gengæld udgør antallet af ekspeditioner over selvbetjeningsskrankerne omkring en tredjedel af udlånet, men folk kan jo desværre ikke selv aflevere.
Desværre har alt dette betydet, at der i perioder har været 3-400 numre i kø! Og op til tre kvarters ventetid.
0 comments
3.4.02
 
Teknologien bag Googles enestående resultater.
Den 1. april kunne man på Google læse om hemmeligheden bag Google's søgeteknologi: PigeonRank™. Det viser sig, at den almindelige grå due (Columba livia) kan samles i due-klynger (pidgeon clusters = PCs) og langt hurtigere og mere økonomisk kan bruges til at beregne den relative værdi af websider hurtigere end både menneskelige redaktører og maskinbaserede algoritmer.
Hvis du vil vide mere om PidgeonRank - f.eks. om duernes arbejdsforhold, så læs hele historien.
0 comments
 
Brian Mikkelsen foreslår omlægning af afgift.
For at sikre kunstnere en passende kompensation foreslår Brian Mikkelsen at man lægger afgift på hardware som f.eks. pc'er, cd-rom-brændere og mp3-afspillere. Afgiften ligger nu de tomme cd-rommer - ca. 4 kr. pr. skive. I branchen kalder man en afgift på IT-apparater for "hinsides al fornuft", da der vil være tale om en kollektiv straf til alle, der uanset formål benytter IT-udstyret. Læs hele artiklen i Computerworld.
0 comments
2.4.02
 
Århus afholder netauktion over kasserede bøger.
Som det første bibliotek i Danmark kan man på ÅKBs hjemmeside byde på særligt eftertragtede kasserede bøger. Et hurtigt gennemsyn - meget hurtigt - viser, at Holmgårds store citatordbog ser ud til at have fået flest bud, nemlig 7 og prisen er i skrivende stund 55 kr.
0 comments
 
Et spektakulært bibliotek.
Et saltvandsakvarium på 55.000 liter i indgangspartiet, en model i fuld størrelse af en Tyrannosaurus Rex i børnebiblioteket, facaden beklædt med titanium, der skifter udseende efter vejret, et Old World Reading Room, 200 computere til publikum og 1200 porte til bærbare computere.
Det er nogle af de elementer, som udgør det nye Cerritos Library i Californien. Læs bibliotekets pressemeddelelse, factsheet og kig på billederne fra biblioteket.
0 comments

Powered by Blogger