Nyt fra HBs it-funktion
27.3.02
 
Lige agurker og www.bibliotek.kk.dk.eu?
Computerworld skriver: EU's 15 tele-ministre har godkendt slagplanen for indførelsen af et .eu-topdomæne. Processen har været et år undervejs og går nu ind i den praktiske fase. Læs hele artiklen.
0 comments
 
ForbrugerINFOpunkt på HB.
Det går lidt trægt med benyttelsen af den nye service indenfor forbrugeremner. Bortset fra i går, da Forbrugerinformationen åbenbart havde omstillet deres telefoner til HB, da de selv holdt ferie.
Forbrugerinformationen er endnu en af de statslige institutioner, der er ramt af regeringens nedskæringer, og der er bl.a. planer om at skære ned på telefonservicen, hvilket sandsynligvis vil komme til at betyde en øget benyttelse af bibliotekernes service indenfor området.
0 comments
26.3.02
 
Selvbetjeningskranker.
På den første dag med de nye skranker (25.3.) klarede selvbetjeningsskrankerne 1/3 af udlånet.
0 comments
 
Besøgstal på skrivOpgave.
Idag (en måned efter start d. 25/2) har der været over 11000 besøgende! Der har været mange tilkendegivelser fra brugere og ros!
Under menupunktet "om skrivOpgave" kan man downloade et banner for skrivOpgave og brochuren ligger som pdf-fil. Der er også en flot screensaver som kan downloades.
0 comments
 
Privat bibliotek.
Mark Anderson i USA er en mand med en mission, en frankeringsmaskine, et værelse fuldt af bøger og en trang til at dele. Det har sat ham i gang med Booklend.net, hvor alle i USA og Canada gratis kan låne en bog. Bogen bliver sendt med posten, man kan beholde den så længe man vil, og Mark Anderson har endda betalt returportoen. For yderligere oplysninger kan man checke faq-siden og listen over tilgængelige titler.
Mark Andersons initiativ har vakt en del opsigt i amerikanske medier som et eksempel på internettets demokratiske natur, men som de amerikanske bibliotekarer påpeger, gør vi - næsten - det samme i bibliotekerne og på et langt højere niveau.
0 comments
25.3.02
 
SafeIP - konkurrent til Napster, KaZaa og alle de andre?
Kunst & Musikafdelingen arbejder i øjeblikket med et projekt "NetMus", som meget kort fortalt skal handle om at stille musik (lyd og noder) til rådighed for vores brugere. Projektet har fået en forholdsvis beskeden støtte fra Styrelsen. I den forbindelse overvejer K&M på lydsiden at bruge programmet SafeIP til at sikre mod piratkopiering. Programmet laves af en firma fra Randers, som har lagt nogle numre med forskellige bands ud til fri afbenyttelse. For at kunne afspille skal man hente et lille program, installere det på sin pc, registrere sig som bruger, og derefter kan man vælge et multimediemodul og få adgang til musikken.
Besværligt? Ja, men hvis det virkelig kan forhindre piratvirksomheden, er det arbejdet værd.
0 comments
 
Nye skranker.
De nye skranker er stillet op på hovedbiblioteket, 4 med betjening (3 i stuen og 1 på fjerde) og 6 selvbetjeningsenheder (min. 1 på hver etage). Om en times tid åbner biblioteket, og det vil vise sig, om de fungerer efter hensigten, og om vi kan lokke flere lånere til at betjene sig selv ved at formindske antallet af bemandede udlånsskranker og forøge antallet af ubemandede. Se billederne på fiolen.
0 comments
 
Ekspresservice.
Siden ekspresservice åbnede 11. marts, har der været fire kunder. Alle fire har henvendt sig efter at have læst om ekspresservice i medierne, og ingen af dem har benyttet sig af muligheden for at få sendt materialet pr. bud. I det seneste nummer af Bibliotekspressen er der et par artikler om andre betalingstjenester på biblioteker rundt omkring i landet, og de siger samstemmende, at salgsdelen er langt det sværeste.
0 comments
23.3.02
 
Om brugervenlighed på nettet.
Darlene Fichter er bibliotekar på universitetsbiblioteket i Saskatchewan i Canada og er en lidenskabelig "internet bibliotekar". På konferencen Internet Librarian International i London fortalte hun (blandt andet) om brugervenlighed på nettet. En del af hendes foredrag er kendt stof, som f.eks.: skær 50% væk og derefter 50% igen, eller skriv i pyramidestil: det vigtigste først. Men hun havde også en fiks lille test, som er absolut gennemførlig for alle, der laver websider: tag en pakke småkager med udenfor biblioteket, præsenter en liste med mulige navne til menupunkter, spørg 5-7 tilfældige ofre, hvilket navn dækker bedst og stik dem en småkage som tak for hjælpen.
Måske kunne vi på den måde finde et bedre navn til smertensbarnet 'e-ressourcer' på kkb.bib.dk...
Darlene Fichters samling af links til websteder om brugervenlighed. Her kan man også finde hendes powerpoint show.
0 comments
22.3.02
 
Dybe links.
Danske Dagblades Forening har kørt en sag mod Newsbooster som er en tjeneste, der mod betaling overvåger 3000 nyhedsmedier og sender besked til abonnenterne om artikler i disse. DBF påstår, at Newsbooster derved driver rovdrift på andres arbejde, fordi man linker dybt ned til f.eks. en artikel i JyllandsPosten og ikke til avisens forside.
I første omgang vandt en DBF en fogedsag, men der ser nu ud til at være en opblødning på vej fra foreningen. Sålænge de dybe links ikke indeholder 60 bogstaver fra artiklen, der linkes til, har de tilsyneladende ikke noget at indvende. Læs mere i en artikel i Computerworld Online Dette er et ægte dybt link!
Vi har sikkert overtrådt det urimelige forbud mod dybe links masser af gange på kkb.bib.dk, og det er i hvert fald ikke brugervenligt
0 comments
 
Nyt udseende.
På opfordring fra flere, der ligesom os repræsenterer gennemsnitsalderen i KKB (ca. 48??), har vi ændret bloggeren til en mere læsevenlig udgave.
0 comments
20.3.02
 
Betaling på vej på internettet.
I følge en undersøgelse planlægger 66% af de engelske netmedier at indføre brugerbetaling i løbet af de næste 12 måneder. Læs mere i E-pressen og i silicon.com.
Herhjemme er det særlig Jubii, der har været i gang med at afsøge mulighederne for at opkræve betaling for ekstra ydelser.
Mange mener dog først, at betaling på nettet vil slå igennem, når mikrobetalingsordninger (betaling af små beløb ved hjælp af ”genopladelige” betalingskort) bliver almindeligt og accepteret hos brugerne.
I vores egen boldgade kunne det være endnu et led i vores selvbetjeningsstrategi at kunne tilbyde betaling af bøger, erstatninger osv. over nettet. En kompliceret sag!
0 comments
19.3.02
 
Artikelsøgning.
FindArticles.com er et stort arkiv af offentliggjorte artikler som man kan søge i gratis. Sitet opdateres løbende og indeholder artikler tilbage fra 1998 fra mere end 300 tidsskrifter. En søgning på "arne jacobsen" giver 46 artikler, hvoraf den nyeste er fra januar 2002.
0 comments
18.3.02
 
E-abonnement på Biblioteksstyrelsens hjemmeside.
Styrelsen har netop lanceret en ny service, e-abonnement, som bruger samme bagvedliggende teknologi som vores egen Fredagspost. Her er det selvfølgelig ikke nye materialer, man kan få besked om, men Biblioteksstyrelsens elektroniske nyheder. Når et dokument er lagt på hjemmesiden vil man automatisk få besked pr. e-post. Proceduren ved tilmelding er den samme som vores.
I skrivende stund virker linket til tilmeldingen ikke…men det ordner sig vel.
0 comments
16.3.02
 
Dotbot, FNG og Librarian's Index to the Internet.
Dotbot har nu oprettet en mailingliste, der giver mulighed for at abonnere på et månedligt nyhedsbrev med de nyeste net-ressourcer i webguiden Kloge Åge. Tilmelding til nyhedsbrevet.
Folkebibliotekernes NetGuide tilbyder samme service - tilmelding på forsiden.
Den amerikanske storesøster Librarian's Index to the Internet har også et ugentligt nyhedsbrev. Tilmelding.
0 comments
15.3.02
 
StarOffice - en gratis programpakke.
Hvis man sidder derhjemme og bokser i en gammel udgave af Works, kan vi anbefale den gratis kontorpakke StarOffice. Programpakken indeholder tekstbehandling, regneark, præsentationsprogram, tegneprogram og evt. database (skal hentes særskilt).
StarOffice har fået fine anmeldelser og kan sagtens spille sammen med Microsofts produkter. Man skal bare huske at gemme sine dokumenter, f.eks. i Word-format, så kan det fint åbnes på arbejde.
Sun, der ejer StarOffice, har for nylig bekendtgjort, at de vil begynde at tage betaling for de næste versioner, men version 5.2 er stadig gratis (og på dansk). Den kan hentes på Suns hjemmeside (vælg styresystem og sprog) og kan i øvrigt ind i mellem findes på de cd-rom'er, der følger med datatidsskrifterne.
0 comments
14.3.02
 
Mikrobetalinger igen.
I næste uge lancerer Jubii mikrobetaling (betaling af små beløb) på internettet. De fleste store medier på internet vil følge efter Jubii og lancere mikrobetalinger i løbet af de næste måneder, og der er dermed lagt i ovnen til et opgør med gratis indhold på internet.
Læs mere i Erhvervsbladet.
0 comments
 
Google's toolbar.
Der er sikkert mange, der allerede bruger den geniale lille ekstra værktøjslinje, som giver mulighed for at søge i Google via en diskret søgeboks lige under adresselinjen i din browser. Hvis ikke du allerede bruger den, kan den varmt anbefales. Den kan hentes her.
0 comments
13.3.02
 
Gratis lydbøger på engelsk.
AudioBooksForFree tilbyder gratis lydbøger som mp3 filer (kan afspilles med RealPlayer, Windows Media Player eller lægges på en bærbar mp3-afspiller). Nu er der jo meget få ting her i livet, der er helt gratis, så man må finde sig at blive afbrudt i sin lytning af reklamer. I Agatha Christies "Cheap flat" reklameres der for AudioBooksForFree, reklameindslaget udgør mindre end 1 minut ud af ca. de 30 minutter, novellen varer. Indlæsningen af bogen er i orden (men på amerikansk engelsk).
Titeludvalget ligger med hovedvægt på ældre bøger, udover Agatha Christie, f.eks. Edgar Allan Poe, Louisa May Alcott, Jerome K. Jerome og mange andre. Varigheden ligger mellem ½ og 6 timer.
0 comments
12.3.02
 
Skattejagt i bibliotekets materialer.
Salt Lake County Library har en skattejagt med appeal til børnebibliotekets brugere (fra ca. 4. klasse). Det starter med at du er blevet låst inde i biblioteket ved nattetid, for at komme ud skal du i katalogen finde bøger om låse osv.osv. Skattejagten ser ud til i en dansk version at kunne fungere fint ved biblioteksorienteringer for 4.-5. klasse.
0 comments
8.3.02
 
Hvad skete der i 1878, 1969 og 1997?
dMarie Time Capsule kan man skrive en dato i søgeboksen (men husk at skrive skråstregerne også). Derefter får man en side med information om hovedoverskrifterne den uge, de hotteste sange, bøger og legetøj og hvem blev født den dag. Man kan søge på alle år mellem 1800 og 2001.
Hvis vi havde noget lignende på dansk (eller har vi allerede?), ville det være et godt supplement til Politikens "Hvem, hvad, hvor".
0 comments
7.3.02
 
Tag en tur omkring Biblioteksfagligt på kkb.bib.dk
Det er her nyhedsbreve, rapporter og lignende kan findes. Nyeste link er en rapporten "Biblioteksorientering og integration" (kræver Acrobat Reader) af tre studerende på biblioteksskolens 7. semester. Projektet er lavet i samarbejde med Ørnevej.
Et citat fra indledningen: "Vi ønsker med denne mere beskedne projektrapport at gøre det muligt at tilbyde organiseret og struktureret biblioteksorientering som integrationsfremmende foranstaltning til samtlige sprogskoler i Københavns kommune. Den skal frem for alt være et praktisk værktøj for de formidlere på bibliotekerne, som betjener sprogcentrene for voksne indvandrere og flygtninge, så biblioteket fremstår som aktivt element i integrationen".

Hovedbibliotekets strategiplan (kræver Acrobat Reader) kan også findes her. Læs mere om, hvordan HB skal opfylde sin mission: "Københavns Hovedbibliotek skal være det førende folkebibliotek i Øresundsregionen"
0 comments
6.3.02
 
Biblioteksvagten.
KKB deltager som bekendt i Biblioteksvagten. Og hvordan går det egentlig med denne tjeneste?
Jo tak, rigtigt godt! Når vi i KKB har vagt mandag morgen er det ikke usædvanligt, at der ligger omkring 40 spørgsmål og venter. Der er travlt i weekenden, når folk har fri, så tit når søndagsvagterne (hvert deltagende bibliotek har 2 om året) ikke at komme i bund.
Udover de spørgsmål, som brugerne sender, har de også mulighed for at chatte med en bibliotekar - kun i åbningstiden, forstås - og det er der flere og flere, der gør. Apropos åbningstiden er den blevet udvidet, så der nu er vagtdækning man - tors 9.00 - 22.00, fredag 9.00 - 20.00, lørdag 9.00 - 16.00 og søndag 16.00 - 22.00, en ugentlig åbningstid på 76 timer. OK, der er stadig et stykke vej til idealet, nemlig åbent 24 timer i døgnet, hver dag året rundt (i internetkredse kendt som en 24/7-tjeneste), men vi er da på vej.
Spørgsmålene er ikke særligt forskellige fra dem, vi får i det fysiske bibliotek, men i besvarelserne forsøger vi så vidt muligt at udnytte netkilder. Man kan se et udvalg af spørgsmål og svar under 'Hvor blev svaret af" . Her anbringes de spørgsmål og svar, hvor der har været fejl i mailadressen, de øvrige spørgsmål og svar er ikke offentligt tilgængelige, da brugeren selvfølgelig har krav på diskretion.
Forresten, det er sjovt at deltage Biblioteksvagten, en 4 timers vagt flyver afsted.
0 comments
5.3.02
 
Bærbar Sniffman.
Det nyeste og hotteste indenfor bærbar teknologi, det næste apparat, vi alle må eje: en Sniffman. En lille boks på størrelse med en walkman kan forsyne os med dufte, der passer til de multimedieproduktioner, vi er i gang med. I biografen og på nettet forstærkes og forbedres oplevelsen, fordi vi nu også kan opleve med lugtesansen, i flg. producenten.
Vi må straks i gang med at overveje hvilke dufte, vi vil anbefale til brug på kkb.bib.dk: lugten af magasin-bøger til ældre titler, den særlige duft af farve til billedbøger og til kunstbøger duften af glittet papir.
Læs om den uundværlige dims på Sniffmans hjemmeside og i Ananova
0 comments
4.3.02
 
Internet arkiv.
The Internet Archive: Building an 'Internet Library' er et initiativ for at bevare internettets historie. Et omfattende projekt!
Kig lige på vores egen side Københavns Bibliotekers WWW-server fra juli 1997 - rørende...
0 comments
2.3.02
 
Bibliotek.dk brugerundersøgelse.
Biblioteksstyrelsen har fået gennemført en brugerundersøgelse af bibliotek.dk, baseret på 1040 respondenter. Brugerundersøgelsen viser samlet, at brugerne generelt er meget tilfredse med bibliotek.dk. Respondenterne af spørgeskemaundersøgelsen er tilfredse med både søge og bestillingsfaciliteter. 90% har svaret, at de er meget tilfredse eller tilfredse. 96% finder altid eller som regel det de søger, og 89% finder præsentationen af søgeresultatet overskueligt eller rimeligt overskueligt. Herudover mener 84%, at bestillingsfunktionen er god eller meget god. 72% svarer, at de ikke anvender hjælpefunktionen. Systemet opleves desuden som et brugervenligt system.
Læs rapporten om brugerundersøgelsen på Biblioteketsstyrelsens hjemmeside (kræver Acrobat Reader).
0 comments
1.3.02
 
Porno på dvd fra Privat Computer.
Tidsskriftet Privat Computer: Danmarks sejeste spilblad prøver noget helt nyt, nemlig at lægge porno på den dvd-skive, der følger med det seneste nummer. Mange børnebiblioteker abonnerer på Privat Computer....
Læs mere om Privat Computers ret forbavsende tiltag i Computerworld.

Pjecebasen.
Fra i dag har publikum adgang til pjecebasen med masser af direkte links.
0 comments

Powered by Blogger