Nyt fra HBs it-funktion
28.2.02
 
Nyt, nyere, nyest på kkb.bib.dk
Der sker hele tiden noget på vores hjemmeside. Her følger nogle eksempler:
HBs afdeling for dansk og udenlandsk skønlitteratur lægger hver måned en fortegnelse over de 10 mest efterspurgte bøger, samt en "se filmen - læs bogen"-liste.
Valby præsenterer i et samarbejde med Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv en database over billeder fra bydelen
Ekspresservice er snart klar til at gå i luften. Se hvordan tilbuddet vil blive præsenteret på vores hjemmeside.
Aktuelt! I forbindelse med brandaktuelle sager laves der søgninger på emnet i vores base og der linkes til evt. gode internetressourcer. Se eksemplet med Bjørn Lomborg.
Nyhedsbreve: fra børnekulturkonsulenten og fra HBs afdeling for Teknik og Natur om materiale-anskaffelser på edb-området.
0 comments
27.2.02
 
Mere om invisible web.
Erik Høy / HBhus har bidraget med yderligere oplysninger om at søge i den del af web'en, der ikke er umiddelbart tilgængelig for de almindelige søgemaskiner.
Udover Quigo kan enkelte andre søgemaskiner søge i det skjulte web:
Profusion Leksika, opslagsværker, databaser
The InvisibleWeb Emnekatalog til det dybe web.
CompletePlanet Emnekatalog og søgemaskine til det dybe web (ca. 103.000 sources)
Google kan også søge i det dybe web. Brug den avancerede søgning, eller kombiner din søgning med fx filetype:doc (word-dokumenter), filetype:xls (excel-filer), filetype:ppt (powerpoint-filer), filetype:rtf (rich text format).
0 comments
26.2.02
 
Dig og it - en it-messe for børn og unge
Det Digitale Nordjylland og Aalborg Kongres & Kultur Center afholdt den 22.-25 februar afholdt en IT-messe for børn og unge med en bred vifte af deltagere: Sonofon, IBM, Lego, ComputerCity, Tihii, BattaBatta, Popit, DR, Aalborg Universitet, Red Barnet, Kriminalpræventivt Råd, dotbot og Det nordjyske Landsbibliotek.
NJL var medarrangører og havde virkelig gjort meget for at synliggøre bibliotekets rolle i IT-udviklingen. De stod for flere stande bl.a. en netcafè, en "IT for alle"-stand med introduktion til Internettet for forældre og andre voksne, "Girls Corner" lavet i samarbejde med Dullernes Univers, en af de mest populære hjemmesider for piger. Faktisk virker det som om, materiale og henvisninger til Dullernes Univers optræder på de fleste pigers egne hjemmelavede netsider. Dullernes univers er lavet af en mor og datter, og de to stod for undervisningen alle 4 dage i samarbejde med personalet fra NJL . Standen var propfuld, og der sad en kødrand af piger og ventede på at komme til, på trods af, at der var 10 maskiner.
Dotbot og centralbibliotekets børneafdeling delte en stor stand, hvor dotbot og NJL's nye hjemmeside for børn blev præsenteret. Dotbot har udarbejdet en pjece, især henvendt til forældrene, der fortæller om sidens indhold og hvem der står bag. Der er en stor interesse fra
forældreside, når man fortæller, at det er folkebibliotekerne der står bag siden, og at den kan bruges som en sikker adgang til nettet, da samtlige links er udvalgt af børnebibliotekarer, og at der også er tænkt på de mindste i familen, som endnu ikke kan læse.
Andre aktiviteter på dotbot / NJL standen: tegneværksted (tegningerne kan nu ses på NJLs børneside, tegninger fra Kittys malebog på dotbot, en let quiz for alle med spørgsmål, der relaterede til dotbot, Web-Jeopardy Quiz med udgangspunkt i dotbots Kloge Åge og NJL nye hjemmeside for børn.
Kirsten Steen Nielsen
0 comments
25.2.02
 
10.000 spillemandsmelodier tilgængelige den 1. marts 2002 (men kan faktisk ses allerede nu).
Dansk Folkemindesamling har digitaliseret 73 spillemands nodebøger fra perioden 1760-1950, bøgerne er skrevet af præster, håndværkere og andre amatørmusikere.
Man kan bl.a. søge på melodiens titel, toneart eller lokalitet. Det er også muligt at følge en bestemt melodi i forskellige nodebøger. Samlingen omfatter især dansemusik, men også fædrelandssange, salmer og andet.
Prøv selv her.

Skrivopgave er nu officielt i luften!


0 comments
24.2.02
 
Et par gode nyhedsbreve.
Folkebibliotekernes NetGuide sender hver uge brev til abonnenter med ugens nye links. Tilmelding her.
Dette samme gør den amerikanske parallel Librarians Index to the Internet. Tilmelding her
0 comments
22.2.02
 
I anledning af Børge Sørensens 60 års fødselsdag.
Forleden faldt vi over denne stortest af den administrative pc BoergeS UltraPower, 60.0. Vi bringer her et uddrag:
Processor: pc’en er udstyret med den kraftfulde processor HBadmBS Athlon, der kan klare enhver tænkelig situation fra almindelig tekstbehandling til afvikling af meget krævende applikationer som planlægning af nyt firmadomicil.
Harddisk: heller ikke her er der sparet på noget, idet kapaciteten er langt over standarden. Cutting edge teknologi!
Ram: Sammenholdt med processorens overlegne ydeevne, virker de 256 mb hukommelse som en smule i underkanten. Vi anbefaler, at man opgraderer til 512 mb KKBram for at opnå optimal udnyttelse af enhedens øvrige bestanddele.
Skærm: enheden leveres med en 19" fladskærm, der dog ikke er af de allerfladeste. Designet er afslappet, men alligevel stilfuldt.
Styresystem: denne kraftfulde pc leveres med et pålideligt styresystem. I vores test udsatte vi pc´en for adskillige alvorlige stressbelastninger uden at det øjensynlig påvirkede stabiliteten.
Konklusion: Denne velkendte mærke-pc kan – på trods af små skønhedsfejl - anbefales til alle med store krav til ydeevnen.

0 comments
21.2.02
 
Henvendelse fra Akademisk Forlag.
Lene Rosenmeier er ved at udgive en bog "Kommunikation og strategier på internettet - en grundbog i arbejdet med virksomheders hjemmesider". Forlaget har spurgt, om de må bruge KKB som et godt eksempel på en traditionelt opbygget menu (ja, meget gerne!). Vi citerer fra manuskriptet:
"På Københavns Kommunes Bibliotekers hjemmeside har de i menuen taget udgangspunkt i brugernes behov...." og "Københavns Kommunes Biblioteker har en meget overskuelig og funktionel sitemap...."
0 comments
20.2.02
 
skrivOpgave.dk
På mandag går skrivOpgave i luften (med reception kl. 11.30 på HB). Ditte Jessing er blevet interviewet til Københavns Radio tirsdag.
Hør indslaget på http://www.dr.dk/kbh/ forneden under Nyheder kl. 16.30. Omtalen starter 2:10 min. inde i nyhederne.


0 comments
19.2.02
 
Søgning på hjemmesiden kontra søgning i katalogen.
En af grundene til at vi ikke (endnu) har en facilitet til sitesøgning er, at det er svært for vores brugere at adskille søgning i katalogen og på hjemmesiden. Eksempelvis søger en bruger efter 'Arilds tid' i site-søgeboksen og vil med stor sandsynlighed få 0 hits, selv om biblioteket selvfølgelig har bogen.
Adskillige amerikanske biblioteker har samme problem - nogle løser det delvist ved store, selvlysende beskeder til brugerne. En Richard Wiggins (ikke bibliotekar, understreger han) foreslår i stedet én 'intelligent' søgeboks.
Et eksempel: skriv Shakespeare i søgeboksen og få følgende resultater tilbage:
-Arrangementer: foredrag i næste uge af en Shakespeare ekspert.
-Bogklub: læseklubben læser Shakespeares sonnetter
-Artikler: 200 artikler om Shakespare, tilgængelige online / 2000 artikler om Shakespeare i tidsskriftsamlingen
-Bøger: 10.000 bøger OM Shakespeare / 200 bøger AF Shakespeare.
Læs Wiggins' indlæg her.
Lyder forjættende - gud ved, om det kan lade sig gøre????
0 comments
18.2.02
 
Spændende værktøj.
Det amerikanske The Library Corporation/Carl producerer et hjælpemiddel til at vælge litteratur.
Det fungerer på den måde, at man melder sig til, hvorefter man finder min. 10 bøger, som man allerede har læst, og giver dem karakter fra 1 - 10. Derefter genererer systemet nogle anbefalinger til brugeren, som baserer sig på, hvordan hvilke karakterer man har givet de læste bøger (eller film eller TV shows eller musik). Ved afprøvning giver systemet faktisk nogle ganske relevante forslag til yderligere læsning.
Prøv det på RatingZone. Systemet er implementeret på flere biblioteker i USA, f.eks. San Jose Public Library og Sandy Beach Public Library.
0 comments
16.2.02
 
Nyt fra AltaVista.
Hvis nogen stadig bruger AltaVista, kan det være rart at vide, at en sammensat søgning nu som standard opererer med det boolske 'og' i stedet for 'eller', der hidtil har været default.
Desuden har AltaVista lanceret nye genvejsikoner til søgning på det usynlige web indenfor udvalgte områder, se AltaVistas hjælpesider
0 comments
15.2.02
 
Lav et internetpuslespil med dine egne billedfiler.
Opasia har et lille sjovt program, som kan skabe et personligt puslespil. Se et eksempel her
Eller prøv selv at lave et på denne adresse http://kort.opasia.dk/puzzle/step0_front.php

Søgemaskinernes betydning på retur?
Et amerikansk firma har lavet en undersøgelse af netbrugeres adfærd, som tyder på, at brugerne foretrækker direkte navigation og bogmærker fremfor brug af links og søgemaskiner. "In the United States, almost 58 percent use direct navigation and bookmarks to arrive at Web sites, compared to about 50 percent a year ago. In Germany and in Japan, 63 percent and 71 percent of Internet users respectively use direct navigation and bookmarks, compared to 54 percent and 60 percent a year ago." Desværre foreligger der ikke tal for Danmark. Læs mere her.

Århus har redesignet deres hjemmeside.
ÅKB har det sidste års tid arbejdet med at gå over til en content management løsning på deres website. Content management er en måde at skrive til hjemmesiden uden brug af f.eks. Frontpage. Vi har selv et beskedent eksempel i vores nyhedsrullebånd på forsiden, hvor enhver i KKB ved hjælp af browseren kan lægge indhold på. Fordelen ved brug af den type systemer er, at der ikke kræves særlige forudsætninger for at publicere samt en ensartethed på hjemmesiden. Bagdelen er, at folks kreativitet får meget smalle rammer. Se Århus nye side her.

0 comments
14.2.02
 
Invisible web, deep web, hidden web.
Alle tre udtryk dækker det samme fænomen: den del af internettet, som søgemaskinerne ikke kan komme til at indeksere, først og fremmest indhold i databaser (vores egen f.eks.). Særligt interesserede bør læse:
65.87 The invisible web : uncovering information sources search engines can't see / Chris Sherman and Gary Price, købt af HB tek, men endnu ikke modtaget.
Alle de store søgemaskiner har det sidste årstid eller to arbejdet på at gøre det muligt at se også dette indhold, som er vældig værdifuldt. Desuden er der gang i forskellige initiativer, der målrettet satser på at gøre dette muligt, f.eks. søgemaskinen Quigo. Den er foreløbig kun nået til beta-fasen, men prøv den alligevel.
0 comments
13.2.02
 
Diskussionsforum på Sundbys hjemmeside.
I fredags gik Sundby i luften med det første diskussionsforum på KKBs websider. Check det her:
http://www.kkb.bib.dk/sun/debatforum.htm

Og så forlyder det, at Udenrigsministeriet vil lukke sit bibliotek - i forbindelse med de statslige besparelser!
0 comments
 
Ny sikkerhedsopdatering til Internet Explorer.
Som sædvanlig er der huller i Microsofts software. Der er netop kommet en ny "lap" til Internet Explorer.
Microsoft anbefaler, at alle som anvender Internet Explorer 5.01, 5.5 og 6.0 bør hente og installere "lappen". En detaljeret beskrivelse findes på nedenstående adresse, sammesteds finder man også patch'en.
http://microsoft.com/technet/security/bulletin/MS02-005.asp
0 comments
10.2.02
 
Nyt "spil": Googlewhacking
IT-avisen skriver:
"At lede efter den eneste ene har fået en ny betydning med Googlewhacking – et spil opfundet af passionerede Googlefans. Google er verdens største søgemaskine og har et indeks på over 3 milliarder internet-sider.
Kort sagt går spillet ud på at lave en søgning på Google og kun få ét resultat på sin søgning. Den ideelle søgning består af højst 2 ord og resultatet skal helst være: "Resultater 1 - 1 af 1." Opnår du dette resultat, er du en vinder!"
Det lyder svært!!
0 comments
7.2.02
 
Hovednyheden i dag på www.dk-nyt.dk , (som specialiserer sig i nyheder fra kommunerne) er "3,9 millioner besøgte de københavnske biblioteker". Godt gået, at vi udkonkurrerer Brixtofte på denne hans anden skæbnedag...
Desværre koster det 12 kr. at læse artiklen, men eftersom den var illustreret med et billede fra HBs NetKupe og en af vores tidligere medarbejdere, var der ingen vej udenom: frem med Dankortet.
Artiklen (hvis man da kan kalde den det) bestod af nogle nøgletal fra vores årsstatistik samt en udtalelse fra Martin Geertsen: "Jeg er overbevist om, at en væsentlig årsag til fremgangen i besøgstallet skyldes de mange nyanskaffede internet-pc'er til publikum. Befolkningen har taget nettet og dets muligheder til sig, og det kan ses på bibliotekerne, hvor alle pc'erne konstant er i brug".
Skulle nogen ønske en kopi af artiklen, fremsender vi den gerne - uden omkostninger.
0 comments
1.2.02
 
Kameler - kameler - kameler..
Der ser ud til at være hausse i kameler, 2 artikler i Politiken og JyllandsPosten i sidste uge, og så det ultimative kamelsite www.allcamels.com. Her kan man læse alt det, man altid har ønsket at vide om kameler, f.eks. hvordan man tager en blodprøve på en kamel uden selv at komme til skade!
0 comments

Powered by Blogger